Natascha, Operations Graduate

September 2020

Natascha er ingeniør og startede i sin graduate stilling hos LINAK i januar 2020. Hun er civilingeniør indenfor Operations Management – Global Supply Chain Development og diplomingeniør i Integreret Design. Natascha har oplevet stor efterspørgsel efter sine kompetencer og er utrolig stolt af den tillid og det ansvar hun har fået helt fra start.

Natascha, Operations Graduate

Da Natascha startede sit forløb i januar 2020 var hendes første projekt ”Den digitale celle (version 2.0)”. Som hun beskriver: ”Der har tidligere kørt et pilotprojekt for den digitale celle (version 1.0), som gik ud på at få produktionscellen til at være papirløs og samtidig være et hjælpeværktøj for produktionen. Alle printede- samt whiteboardemner, kører digitalt på skærme og opdateres med realtidsdata via vores ”digitale celle applikation”. Den digitale celle afgav effektive resultater funktionalitetsmæssigt, men set med digitale briller, var arkitekturen et spaghetti diagram. Formålet med digital celle (version 2.0) var at få bygget den rette arkitektur bag vores ”digitale celle”.”

Projektet med den digitale celle bød på en masse opgaver for Natascha, der både var involveret i projektledelse, udvælgelse af ekstern leverandør og samarbejde med både ekstern leverandør og interne kolleger på tværs af organisationen. Desuden har hun fået en masse ny viden om teknologi, software, hardware, produktion, data og mennesker.

Det gælder om at være omstillingsparat

Efter dette projekt var Natascha egentlig startet på et nyt projekt, men sådan gik det ikke: ”Inden jeg fik sat skuden i gang med det projekt, var der rift om mig et andet sted. Det ser jeg som en del af gamet – at være omstillingsparat og forandringsvillig er klassiske LINAK værdier.”

Nu sidder Natascha i stedet i Supply Chain, hvor hun arbejder med et projekt, der skal skabe overblik over MES lag indenfor finplanlægning, eksekvering og vareflow til produktionen. Herefter er der flere projekter i pipelinen for hende: ”Den præcise rækkefølge af projekterne tager vi ad hoc, i forhold til hvornår det vil skabe mest værdi. Det giver samtidig også en mulighed for at sætte sit eget præg på de projekter, der skal køres igennem. En LINAK værdi er at være åben for kreativiteten og har man en idé til et relevant projekt, kan det lige så vel være det næste projekt i pipeline.”

En stejl læringskurve

Det er ikke så lidt, Natascha har lært, siden hun startede: ”At remse op, hvad jeg har lært, de seneste 8 måneder tror jeg vil tage mig en hel eftermiddag. Kort fortalt så har min læringskurve været stejl, MEGET stejl. Jeg har tillært mig en masse ny viden indenfor mange fagområder og foruden er jeg blevet klogere på mig selv. Hvad der har min interesse og vigtigheden i at have mig selv og mit team med hele vejen.”

Læringsmæssigt har hun også draget stor nytte af sine to mentorer, både den faglige og den personlige, der har hjulpet hende med sparring og vejledning.

Noget, der har betydet meget for Natascha er, at hun har fået lov til at gøre sig sine egne erfaringer: ”Når jeg er blevet tildelt et projekt, har vi gennemgået det i plenum, jeg har fået nogle retningslinjer, og der er sørget for, at jeg har byggestenene til rådighed. Hvordan jeg således bygger slottet, har jeg meget selvstændigt fået lov til at erfare. Selvfølgelig har vi jævnligt haft sparring, men det er mig, der kører showet. Den tillid og det ansvar, der ligger i selvstændigt at få lov at drive lokale såvel som globale projekter, er jeg meget stolt af.”

At være Graduate på LINAK

Da Natascha startede hos LINAK, gik en af de første uger med at arbejde i produktionen: ”Det er en fordel at have en forståelse for, hvad virksomheden producerer, når man skal skabe innovative løsninger til fremtiden. Den nemmeste måde at lære dette på, er da klart ved hands-on selv at stå og lave produktet.”

Ifølge Natascha skal man ikke lade sig narre af titlen Graduate: ”For nogen lyder det som et studiejob eller et 2-årig skemalagt uddannelsesforløb, som man kender det fra universitetet. Men i virkeligheden er man ansat som Projektingeniør, der skaber sig en masse erfaring på kort tid, ved at arbejde med projekter af forskellig art i en vis periode. Man kan sige, at det er et program, fordi der kortlægges projekter, forskellige arbejdsområder og evt. kursus i en 2-årig periode, for at sikre at ambitionsniveauet og læringskurven er høj. LINAK lægger mange kræfter i at udvikle lige netop dig både fagligt og personligt, så man er en toptunet medarbejder, når det 2-årige forløb er slut”.

Subscribe to LINAK news

Stay informed about how actuator technology follows the megatrends of today and meets the global challenges of tomorrow.